Har jeres barn fået plads i Vanløse Børnegård, sender vi jer et velkomstbrev med information om, hvilken stue jeres barn skal gå på samt kontaktinformationer til stuen. Vi forventer, at I derefter kontakter stuen for at aftale nærmere. Her finder I stuernes kontaktoplysninger.
Start i vuggestuen
Når jeres barn skal starte i vuggestuen, begynder vi den første dag med en opstartssamtale. Her vil vi meget gerne høre en masse om jeres barn, hvilke vaner I har, og om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på. Vi aftaler også her i fællesskab rammerne for indkøringen.
Det er vores erfaring, at det er bedst, at én af jer er sammen med barnet i institutionen de første dage. Det er vigtigt for jeres barns tryghed og for, at I kan føle jer godt tilpas og lære os at kende. Vær også meget gerne opmærksomme på, om I kan planlægge kortere dage i de første 14-dages tid. Det gør en stor forskel for jeres barn: Det tager på kræfterne at skulle forholde sig til så meget nyt.
Der vil være én personale fra stuen, som står for den primære indkøring, men I vil opleve, at alle tre personaler på stuen tager sig af jeres barn og jer, og vil være særlig opmærksomme på, at I som familie trives godt i Vanløse Børnegård.
Kontakt i hverdagen
Det er vigtigt, at der er tæt kontakt mellem jer og os: Vi vil meget gerne tale med jer. I dagligdagen bruger vi AULA, ligesom I kan kontakte stuen telefonisk. Det kan fx være, at du manglede kontakt i morgenstunden, ikke fik sagt det, du havde på hjertet eller er i tvivl om dit barn er ked af det, efter du er gået.
Vi glæder os til at byde jer velkommen og til at lære jer og jeres barn at kende!
Glimt fra hverdagen
Er I nysgerrige efter at vide mere om at være barn i Vanløse Børnegård, kan I se en video om os her.